Medier
Jobs

Handlingsorienteret digital strateg med forretningssans

Er du en digital talknuser, der kan foretage dybdegående analyser af brugeradfærd og være den, der skaber synlige resultater i form af øget trafik, fastholdelse og forbedrede brugeroplevelser på nettet og sociale medier? Så får du muligheden for at udfolde dig i rollen som digital strateg hos FBG Medier.

Vi forestiller os, at du har en relevant baggrund inden for IT, marketing, digital strategi eller digital journalistik/kommunikation. I rollen som dataanalytiker bliver du en del af FBG Mediers nyetablerede udviklingsafdeling. Om du har få eller mange års erfaring er ikke afgørende, så længe du har vist tydelige resultater og har de kompetencer, vi efterspørger. Med dit job følger et stort ansvar og medindflydelse.

Derfor er det også vigtigt, at du ikke er bange for at påtage dig dette ansvar, at du har orden i dine ting og har sans for detaljer. Endelig skal du også være afklaret med, at du løbende bliver målt på effekten af dit arbejde, og at du motiveres af dette.

Helt konkret bliver dine arbejdsopgaver at:

  • Overvåge sociale medier, kvalitetssikre vores indhold og komme med anvisninger til vores redaktion i forhold til, hvordan de får det optimale ud af vores sociale kanaler
  • Foretage kvantitative og kvalitative undersøgelser af vores webtrafik og brugeradfærden på vores webplatforme og sociale medier, samt udvikle statistiske modeller, der kan bruges til at skabe viden om, hvilket content, der virker bedst
  • Komme med konkrete handleplaner og udvikle vores platforme på baggrund af dine analyser
  • Lave og eksekvere en SEO-strategi for FBGs medier efter behov
  • Hjælpe med at eksekvere på FBG Mediers digitale strategi og byde ind med dine gode ideer

Vi forventer at du har:

  • Stærke analytiske evner
  • Erfaring med strategier på sociale medier
  • Forståelse af, hvad der kendetegner godt content
  • En solid forståelse af statistik
  • En god forretningssans og forståelse af det kommercielle
  • Rutineret bruger af Google Analytics, Facebook Audience Insights og Excel og/eller Microsoft Power BI. Har du erfaring med at bruge andre statistikprogrammer, er det også en gevinst.
  • Er handlingsorienteret og forstår at eksekvere her og nu
  • Er klar på at tage fat, arbejde flittigt og gøre en stor forskel

Om os

FBG Medier fejrer 100 års jubilæum i 2018 og kan derfor garantere dig, at vi ikke er ukendte for de brancher, vi samarbejder med. Vi er et mediehus, som ikke er bange for at prøve noget nyt, og vi sætter løbende standarden. Vi er et stærkt fællesskab af engagerede kollegaer, som løbende støtter og udfordrer hinanden i en flad organisation, hvor der ikke er langt fra tanke til handling.

Fællesskabet plejer vi selvfølgelig også uden for de officielle åbningstider, hvor vi både bliver klogere og rystet endnu mere sammen til diverse arrangementer, fester og rejser. Du får 45 kollegaer i gode omgivelser i Birk Centerpark, Herning. FBG Medier har stærke værdier, som vi efterlever dagligt. Alt det kan du læse om på www.fbg.dk.

Vi har i øvrigt en god pensionsordning og sundhedssikring samt en velfungerende kantineordning. Hos FBG Medier tror vi stadig på, at der er store og spændende muligheder i mediebranchen, når blot vi er indstillet på forandring og selv tager initiativet.

Praktisk

Kan du se dig selv i overstående, så send os en kortfattet ansøgning med CV, referencer og evt. eksempler på dit arbejde og dine resultater. Vi skal have din ansøgning i hænde senest tirsdag den 14. august 2018.

Send din ansøgning til:
FBG Medier A/S
Att.: Inge Søberg Vinther
Birk Centerpark 34 – 36
7400 Herning
Mail: isv@fbg.dk

Arbejdspladsen ligger i Birk Centerpark ved Herning, og vi forventer, at du bor i en fornuftig afstand fra Herning.

Du kan høre mere om jobbet hos vores digitale forretningsudvikler Jens Jakob Kjær Hansen på +45 2558 8752 eller mail jej@fbg.dk samt hos chefredaktør Rasmus Dalsgaard på +45 4018 1656 eller rd@fbg.dk.

FBG Medier A/S


I anledningen af vores 100 års fødselsdag i 2018, har vi taget navneforandring fra Mediehuset FagBladsGruppen A/S til FBG Medier A/S for bedre at afspejle den tidssvarende og flermediale virksomhed, som vi er i dag.
Du kan læse mere om os her på siden.


Del dette stillingsopslag:

+45 96 26 52 99

mail@fbg.dk

Birk Centerpark 34-36, Herning